svims.dk

Velkommen til WordPress. Dette er dit første indlæg. Du kan rette eller slette det, og derefter er det bare om at begynde at blogge!

Som om. At det var nok.

Sidste fredag blev jeg indlagt efter at have tilbragt en god sjat aften på mit badeværelsesgulv med ukontrollerbare rystelser/kramper i ben og arme. Pænt skræmmende oplevelse i grunden. Desuden gav selve indlæggelsen et … interessant … indblik i det danske sundhedsvæsen generelt – og Amager Hospital specifikt*.

Der var travlt på hospitalet fredag nat, og lægerne havde ikke rigtigt tid til at undersøge mig ordenligt, så jeg blev udskrevet lørdag eftermiddag (“du ser jo ud til at have det meget godt”). Eneste bud på en årsag var “måske en virus”.

I denne her uge har jeg fået taget en masse blodprøver, som umiddelbart ser normale ud, og min læge har fået presset mig ind hos en neurolog på tirsdag. Vi får se.

Det er en underlig følelse at have været syg så lang tid (fem uger nu) uden at det har noget med min MAV at gøre. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal tænke om det hele. Jeg er efterhånden også så udmattet, at der ikke er energi til al for megen tankevirksomhed. Til gengæld har jeg nu skrantet mig igennem ikke mindre end to sæsoner af For Love or Money. Sløjere day time tv skal man lede længe efter.

* Man ved det er Amager hospital, man er indlagt på, når hende i sengen ved siden af har en telefon med Himmelhunden som ringetone, og der ligger spor af cigaretskod på badeværelset.

Så skal jeg ellers lige love for, at der blev stille her på siden. Mange årsager. Forklaringerne kommer måske en anden gang.

Mit liv, derimod, har ikke stået stille. Jeg har både fået en foodprocesser og formået at bestige et lille bjerg. Nå ja, og så er jeg blevet gift.

På bryllupsrejsen i New York, mødte jeg en klog kone, der fortalte mig, at hvis jeg skulle klare mig igennem det her MAV-noget med skindet på næsen, så skulle jeg skrive mig ud af det. Jeg tror hun har ret. Så nu skriver jeg igen. Gør jeg så.

Og jeg skyder i den grad løjerne i gang med et brag. Udover MAV har min krop den sidste måned haft besøg af:

Influenza
Mellemørebetændelse
Pandehulebetændelse
Thorakalt facetledssyndrom

Influenzaen og facetledscirkusset er ved at tynde ud (tak, kiropraktor og Ibuprofen), men fra halsen og op er jeg stadig propfuld af betændelse. Fire uger og 3½ penicillinkure har foreløbigt ikke hjulpet synderligt.

Jeg er mildest talt en slidt udgave af mig selv efterhånden. Men hey, … well, her havde jeg egentlig tænkt mig at komme med en kæk kommentar om, hvorfor det ikke er så skidt altsammen, men jeg må indrømme, at jeg ikke lige kan finde på noget …

Update:
Hov, der var jeg vist lidt for hurtigt ude med negativiteten. Hvis ikke jeg havde ligget her og rullet rundt i mit eget skravl, ville jeg aldrig have oplevet mit første besøg af Jehovas Vidner. Jeg var to smertestillende og en halv penicillinkur fra at invitere dem indenfor. Men der må være grænser for, hvad man kan byde folk.

I sidste uge havde vi en fyr ude på mit arbejde for at tale om læringsstile og hvordan man optimerer sin egen læring. Jeg fandt bl.a. ud af, at jeg er én af dem, der lærer godt, hvis jeg bruger min krop samtidigt med, at jeg får proppet viden ind i knolden.

Så foreløbigt har jeg brugt min påskeferie på at gå nogle ture med forskellige podcasts i ørene. Fx denne her: Life with Chronic Illness, som er et interview med jornalisten Richard M. Cohen, der har skrevet bogen Strong at the Broken Places: Voices of Illness, a Chorus of Hope. Richard M. Cohen lider selv af MS og har i bogen talt med fem forskellige mennesker med fem forskellige kroniske sygomme.

Under interviewet siger Cohen noget, som jeg ikke helt kan slippe. “It [the illness] is who we are” og uddyber, at sygdommen er en del af ham og med til at definere den person han er.

Hmm.

Et af mine store problemer er, at jeg hele tiden føler mig splittet. Splittet mellem det jeg vil og det jeg kan. Splittet mellem den person, jeg i virkeligheden er og den person, sygdommen gør mig til. Af og til har jeg det som om, jeg kun magter at være 40% af den person, jeg faktisk er – inde bag ved sygdommen.

Når jeg ikke kan kende mig selv, forsøger jeg at huske mig selv på: “Det er ikke dig, det er sygdommen”. Det har været vigtigt for mig at skelne. For hvem gider være hende, den kedelige, klynkende slapsvans?

Cohens udtalelse gør mig dog i tvivl. Er det bedre at indse, at man er den, sygdommen har gjort én til? Man ville jo slippe for den konstante følelse af splittelse. Omvendt har jeg virkelig svært ved at acceptere den dér fesne udgave af mig selv. Jeg har ikke lyst til at lade sygdommen definere mig. Men måske gør den det ligegyldigt om jeg vil det eller ej?

Tricky.

Nå. Så ligger man her. Og er sur.

Sur over at det overskud, man havde opbygget på ferien er blevet slugt af influenzadjævlen. Så nu er man tilbage ved udgangspunktet. Underskud. Det er tilsyneladende her, man hører hjemme.

Sur over at have været nødt til at sygemelde mig for tredje gang, siden jeg blev ansat. Og ikke engang på grund af MAV’en. Forkølelse, influenza, bihulebetændelse … you name it. Selvom … jeg ved godt, at den slags nok rammer mig hårdere end så mange andre, eftersom det altid forstærker mine MAV symptomer.

Sur over at have dårlig samvittighed. Selv når jeg kravler rundt i lejligheden, klamrer mig til væggene og ikke kan se ud af øjnene for snot, har jeg den dér følelse af at pjække: “Arh, nu må du sgu lige ta’ dig sammen. Skvat. Hvor slemt kan det være?”. Ekko.

Sur fordi jeg keder mig. Havde glemt, hvor ufedt det faktisk er at være lænket til sofaen med et fjernsyn, der ikke viser andet end Dr. Phil, Oprah og elendigt reality-tv (jeg må med skam erkende, at hvis du stiller mig et spørgsmål om Paradise Hotel, er det ikke utænkeligt, at jeg kan svare på det).

Håber ikke jeg skal være sur (eller syg) meget længere. For jeg er da uudholdelig at være sammen med.

Det lykkedes mig faktisk at begrave influenzaen i sol, varme, sand og vand. Og en lille smule mojito. Til gengæld fik den ved mødet med de danske forårstemperaturer en ganske sprudlende revival, så nu står den på te, tæpper og strepsiler. Og en hel masse øv.

Men ferien var dejlig. Og jeg kan konstatere, at I trods alt har gjort, hvad I kunne for at lokke foråret til landet. Det er i hvert fald pænt at kigge ud på. Så tak for det.

En anden fordel ved at være en del af det arbejdende folk er, at man får lov at holde ferie.

Med vanlig sans for timing anskaffede jeg mig dog et rigtig fint eksemplar af en influenza blot et par dage før afrejsen til de varme lande. Det trykker og jager i ørerne, og en 5 1/2 times flyvetur virker ikke just tiltalende, men med en kombi af næsespray(s), ørepropper og barnlig optimisme håber jeg, at det bliver udholdeligt.

Kan selvfølgelig også håbe på, at jeg når at blive rask, inden flyet letter i morgen tidlig.

Nå. Spøg til side. Jeg regner med, at I har stablet noget forår på benene herhjemme, til jeg lander i Kastrup igen om en god uges tid.

Sidste weekend ryddede jeg op i Den Store Skuffe Med Papirer. I halvandet år er den kun blevet åbnet, når der skulle proppes flere kedelige papirer ned i den. Og nøj, hvor var oprydningen i den grad også kedelig.

Men. Jeg har nu beviser for, at det med ringbindet ikke var nogen joke.

Bortset fra at der er tale om sygedagpenge. Det med sundhedsvæsenet er en helt anden skuffe.

Mens jeg sad og svedte mig igennem bunkerne, blev jeg ramt af flashbacks. Sidste år på det her tidspunkt var der heftig korrespondance med Københavns kommune (det her var kun en lille del af den). Der var ord som ressourceprofiler, opfølgningssamtaler, statusattester, arbejdsprøvning, revalidering, omskoling, arbejdsevne … Ord som stadig giver mig ticks og koldsved.

Og dér midt i ringbind, papirbunker og hullemaskiner gik det op for mig, at jeg faktisk var mere stresset sidste år, syg og sygemeldt, end nu, syg og i arbejde. Nu får jeg lov at holde weekend (nøj, hvor har jeg savnet fredag eftermiddag!), jeg behøver ikke blive nervøs, hver gang telefonen ringer eller posten skal åbnes, og jeg render ikke rundt med en kronisk – og velbegrundet – angst for at blive sat til at male bakker eller snitte en bordskåner.

Det er ikke fordi, den økonomiske fordel ved deltidsjob fremfor sygedagpenge er voldsom, men den mentale er nærmest ubeskrivelig. Den frihed det giver ikke at være afhængig af et uigennemskueligt og uforudsigeligt system er svær at sætte ord på. Lettelse. Er vist det bedste ord. Følelsen af at tage en rigtig dyb indånding … og puste ud. Aaaah.

Det er hårdt at være syg og arbejde. Meget hårdt. Men det kommer ikke i nærheden af det pres, man er under som sygemeldt.

Well, mappen er sat ind i skabet. Bagerst. Satser på, at den ikke kommer ud. Igen.

God weekend!

Med sådan et job følger gerne en pensionsordning. Hurra. Jeg havde møde med en pensionsrådgiver for en uges tid siden, hvor vi diskuterede mine muligheder og sammensatte en ordning svarende til mine behov (han diskuterede og sammensatte – jeg forsøgte at se ud som om, jeg forstod, hvad han sagde).

Til sidst stak han mig en helbredserklæring og bad mig tage den med hjem og udfylde den: “Bare rolig, hvis ikke du har været syg inden for de sidste fem år, skal du bare svare nej på forsiden, og så behøver du ikke udfylde resten”.

I should be so lucky.

Idet jeg slår om på første side, suges al lørdagsoverskud og energi lige så stille ud af mig:

“Har du inden for de sidste 10 år konsulteret, været undersøgt eller behandlet hos følgende behandlere (Læge eller speciallæge, Kiropraktor eller fysioterapeut, anden behandler – herunder alternativ behandler, sygehus/hospital/privatklinik)?”

Og her er der så plads til at udfylde behandlernavn, adresse, dato og årsag. Ét styk pr. behandlergruppe. “Ved pladsmangel bruges bagsiden eller ekstra ark”.

Hvad med et ringbind?

Jeg har været i berøring med pensionsbranchen i forbindelse med tidligere jobs, og jeg ved godt, hvornår der er tale om et “dårligt liv”. Jeg er så afgjort et dårligt liv. Også selvom jeg kan svare nej til alkohol, kaffe, smøger, usund mad og ja til motion og regelmæssig søvn. Ikke at de spørger.

Har lige været et smut i England og besøge min London-doc. Som altid sendte hun mig ud af døren med fornyet håb, motivation og tro på at det hele nok skal gå.

Overordnet har min tilstand ikke ændret sig betydeligt, siden jeg sidst så hende for en tre måneders tid siden, men eftersom jeg ca. samtidigt startede på job, er det ret positivt, at jeg ikke har fået det værre i den periode. Hun var faktisk ualmindelig optimistisk på mine vegne. Og det smitter jo heldigvis. Jeg har nu fået justeret mit træningsprogram og er klar til at skrue en tand op for udfordringerne.

I øvrigt var turen i sig selv lidt af en udfordring. To dage med lufthavne, rulletrapper, lysstofrør, tube, tog, menneskemylder og et England, der var på grænsen til panik over noget sne, som jeg personligt havde meget svært ved at få øje på (over 5000 skoler var lukket pga max 20 cm sne!). Kulde havde de dog i store mængder (det dér med isolering har aldrig været englændernes stærkeste side), så jeg fik mig en god gang influenza med hjem.

Men det var trods alt dejligt lige at snuse til min by igen. Næste gang bliver der forhåbentlig tid og råd til mere end en enkelt overnatning.